Sådan sætter du dine karrieremål for 2019

Erhvervsrejseplanlægger sætter karrieremål 

Du arbejder i en virksomhed, der vokser i hurtigt tempo – så hvordan sørger du for selv at få succes på jobbet i et hektisk miljø i hastig forandring?

Som del af en virksomhed med vokseværk kan du hurtigt blive trukket i, hvad der opleves som tusind retninger på én gang. Det kan gøre det vanskeligt at finde tid til at sætte fokus på dine egne karrieremål og være opmærksom på de muligheder, der åbner sig for dig i kraft af din virksomheds rivende udvikling. Her er fire trin til at hjælpe dig med at skabe klarhed over, hvad du selv ønsker, og hvordan du lægger en strategi for dine karrieremål, så du kan argumentere for at opnå dem.

  1. Lav en liste over dine succesøjeblikke

Nicole Antoinette, der er vært på podcasten Real Talk Radio, anbefaler at lave en liste over dine bedste resultater i løbet af året.

Hun beskriver det som “en liste over de allersejeste ting, du har opnået i løbet af de sidste 12 måneder, både stort og småt, som giver dig lyst til at danse nøgen rundt i køkkenet af ren stolthed”.

Tag dig tid til at tænke over de bedrifter, du er allermest stolt af i 2018, og lav så din egen liste. I hvilke øjeblikke klarede du dig bedst? Du kan tage følgende med i overvejelserne:

  • Tidspunkter, hvor du virkelig kunne vise dine styrker
  • Arbejdsmæssige resultater
  • Svære situationer, som du tacklede på en god måde
  • Særlig betydningsfuld feedback, komplimenter eller ros, du har modtaget
  • Situationer, hvor du satte grænser

Det er ikke nødvendigvis lig med øjeblikke, der har betydning for andre, eller som du ville kunne skrive på CV’et. Det skal være de øjeblikke, hvor du følte dig mest tilfreds og i dit rette element.

Den sondring er vigtig. Jeg oplever ofte klienter, der hænger fast i det, jeg kalder en “strøm af bekræftelse”. Når vi er dygtige til vores arbejde, så udvikler vores karriere sig ofte i forhold til andres behov, frem for hvad vi selv finder mest tilfredsstillende.

I en voksende virksomhed kan du blive bedt om at tage et større ansvar eller stå over for en forfremmelse. Det kan være både bekræftende og motiverede at få tildelt en større rolle på arbejdspladsen og påtage dig mere ansvar, men det kan også føre til, at du forfølger et mål, som egentlig ikke er dit eget.

I denne øvelse skal du bestræbe dig på at adskille dig selv fra strømmen af bekræftelse og fokusere på de arbejdsopgaver, du selv synes, er de mest tilfredsstillende. Med din egen liste over succesøjeblikke ved hånden er det nemmere at få øje på og gribe de tilfredsstillende muligheder fremadrettet.

Jeg synes personligt, at denne sjove liste er en god måde at afslutte året på.

  1. Sæt mål, der afspejler, hvad du rent faktisk ønsker at opnå, og ikke hvad du mener, du burde ville opnå

Når du har lavet din liste over succesøjeblikke, kan du holde øje med eventuelle mønstre.

Måske har omdrejningspunktet i de øjeblikke, du har været allermest glad for, været samarbejdet med dine kollegaer. Hvis din officielle jobbeskrivelse har fokus på administration og analyse af rejsedata (selvom arbejdsopgaverne hele tiden ændrer sig), føler du måske, at du burde lægge vægt på dine mere tekniske færdigheder. Det giver god mening at følge det instinkt, nemlig at fokusere på arbejdsopgaver, der passer til den rolle, du er blevet tildelt på nuværende tidspunkt. Men prøv ikke at lade dig styre af “burde” i denne situation.

Her er et eksempel fra mit eget liv. For et par år tilbage lagde jeg mærke til, at der på min liste over succesøjeblikke var en del fokus på at tale offentligt. Det følgende år lagde jeg ud med en række foredrag, og inden juni havde jeg ændret min forretningsmodel til at inkludere foredrag som en af mine hovedindtægtskilder.

Hvis jeg ikke havde lavet den liste, ville jeg måske bare have tænkt, at jeg burde gå efter flere konsulentopgaver. På den måde kunne jeg være endt med at påtage mig projekter, som jeg egentlig ikke syntes var særligt spændende eller inspirerende. I stedet kunne jeg bruge min liste over succesøjeblikke til at finde fællestrækkene ved disse fire spørgsmål:

  • Hvad kan jeg blive hyret til?
  • Hvordan vil jeg gerne bruge min tid?
  • Hvad er jeg god til?
  • Hvad er jeg mest glad for at lave?

Kig på din egen liste, og sæt mål med fokus på at skabe flere af den slags muligheder, som giver dig lyst til at danse nøgen rundt i køkkenet i 2019.

  1. Bliv opmærksom på, hvordan dine mål kan tilpasses væksten i din virksomhed

Din virksomheds hurtige vækst kan betyde enorme karrieremuligheder for dig. Efterhånden som arbejdsbyrden udvider og ændrer sig, vil der være flere ansvarsområder og arbejdsroller at byde ind på.

Hvis vi vender tilbage til eksemplet fra før, kan du sagtens komme til at arbejde med mere fokus på mennesker, selvom du tidligere har været en betroet medarbejder på dataområdet.

Eftersom din virksomhed er i kraftig vækst, kan det betyde, at der fremover kommer et endnu større behov for, at medarbejdere ofte rejser, så der opstår en gruppe af hyppigt rejsende. Du kan udnytte denne mulighed til at argumentere for en ny arbejdsrolle eller et nyt ansvarsområde, så du fremover fokuserer på tilfredsheden hos de rejsende, der ofte er på farten, og medarbejdernes engagement via jeres erhvervsrejseløsning.

En vigtig forhandlingsstrategi er at udforme dit ønske, så det dækker din modparts behov. Tænk over, hvordan du kan argumentere for dine mål for 2019 på en måde, så de også er til gavn for din virksomhed og dens fortsatte vækst.

  1. Juster dine mål

Jeg var tovholder for en målsætningsgruppe, hvor en klient lavede en liste over succesøjeblikke i januar og besluttede sig for at finde et nyt job. Da vi mødtes i gruppen igen i marts, var hun godt på vej. Hun havde gjort god brug af sit netværk og sendt en masse jobansøgninger af sted. Men da vi mødtes igen i juni, sagde hun til gruppen: “Jeg har ikke opnået mit mål, for jeg har besluttet mig for, at det ikke længere er mit mål”.

På trods af, at hun havde fået tilbudt et job, der opfyldte mange af de krav, hun havde sat tilbage i januar, var det nu gået op for hende, at der faktisk var en række ting i hendes nuværende job, hun var glad for, herunder jobbets fleksibilitet. Hun havde fundet ud af, at det ville være en kortsigtet løsning at opnå det mål på bekostning af hendes generelle tilfredshed på den lange bane.

I en jobsituation, der hele tiden udvikler sig, bliver du måske opmærksom på, at der er andre tilfredsstillende aspekter ved arbejdet i din nuværende virksomhed, som ikke var med på listen over succesøjeblikke. Målet med denne øvelse, og med at sætte karrieremål i det hele taget, er at træne dig selv i at reflektere over, hvad der har mest betydning for dig og samtidig tage dig tid til at forfølge dette.

På dette tidspunkt næste år håber jeg, at du reflekterer over dine mål og samtidig er stolt over, hvad du har opnået i 2019. Måske har du til den tid opnået det, du havde forventet til punkt og prikke? Det kan også være, at du har droppet dine forventninger fuldstændig og ændret dit mål til noget, der passer bedre. Begge dele er en succes efter min mening.

Vil du gerne vide mere? Læs vores positionspapir for at se, hvordan hurtigt voksende virksomheder griber rejsebranchen an i 2019 og fremadrettet.