Den nyeste udvikling i erhvervsrejser: personalisering

Personalisering af erhvervsrejser

Af Wendy White, Vice President, Marketing

Jeg har været erhvervsrejsende længere, end jeg har lyst til at indrømme. Jeg vil nøjes med at sige, at jeg har været på erhvervsrejser helt tilbage dengang, da der skulle bruges papirbilletter med kopier på gennemslagspapir for at boarde ved gaten i lufthavnen. Der er sket rigtig meget siden dengang. Nogle forhold ved erhvervsrejser er blevet lidt mere stressende. På samme tid har fremskridt inden for dataanalyse og kunstig intelligens betydet forbedringer, som ville have været svære at forestille sig for bare et par år siden.

Erhvervsrejser som mere end en forretningsmetode

Jeg har været vidne til en fundamental forandring i den måde, som virksomheder anskuer rejseoplevelsen på. Der var engang, hvor forretninger var én ting, og erhvervsrejser var en anden. De to blev aldrig blandet sammen. Rejsen var bare et middel til at komme derhen, hvor arbejdet skulle udføres. Det er i mindre og mindre grad tilfældet i dag.

For at forbedre erhvervsrejseoplevelsen hjælper det at se på rejser som en del af den forretningsmæssige proces. Rejser er egentlig bare endnu et af de driftsmæssige elementer, der skal til for at få en forretning til at lykkes. Det faktum, at vi konstant er online, bidrager også til dette nye perspektiv. At svare på en e-mail ombord på et fly er jo stadig bare at svare på en e-mail. Vi er hver især en menneskelig del af den forretningsmæssige proces. Når jeg rejser fra Seattle til London, er det en del af arbejdsgangen i den forretningsmæssige proces.

Når det er sagt, kan tilgangen til erhvervsrejser som en del af den forretningsmæssige proces godt trænge til at blive optimeret. Som ved alle forretningsprocesser er der altid forbedringsmuligheder. Jo mere effektivt, jeg kan komme til London, jo mere strømlinet og vellykket bliver processen. Det er her, kunstig intelligens kommer til sin ret.

At gøre rejser til en fast bestanddel af den forretningsmæssige succes handler også om virksomhedskultur, viser ny forskning fra Harvard Business Review Analytic Services. Ifølge rapporten “Rejsekultur: En konkurrencefordel på et globalt marked” angiver mere end halvdelen af de adspurgte erhvervsledere, at det at have en stærk rejsekultur har stor betydning for virksomhedens resultater. Virksomheder med en stærk rejsekultur oplever en dobbelt så stor forbedringsprocent på centrale præstationsområder, sammenlignet med virksomheder med en svag rejsekultur. Forskellen er især tydelig, hvad angår kundeloyalitet og kundefastholdelse (50% over for 21%), markedsandel (43% over for 22%) og medarbejdertilfredsstillelse (35% over for 15%).

Vigtigheden af data inden for erhvervsrejser

Der er intet nyt ved dataanalyse inden for rejser, men de mange fremskridt inden for datavidenskaben er med til at forandre rejsebranchen og den enkelte rejsendes oplevelse. Datavidenskab og kunstig intelligens gør det muligt at forbedre den måde, hvorpå erhvervsrejser er en del af den forretningsmæssige proces. Prædiktiv analyse er en af måderne. Ved for eksempel at gennemgå en række datastrømme fra min rejsehistorik kan prædiktiv analyse forudse eventuelle problemer, inden jeg overhovedet tager afsted. Kunstig intelligens anvender maskinlæring, så vores platform til administration af rejser løbende bliver klogere på mig og bliver bedre til at give mig en god rejseoplevelse.

Sådan arbejder datavidenskab for erhvervsrejser

Datavidenskaben, der leverer kunstig intelligens, maskinlæring og prædiktiv analyse, er ved at forandre erhvervsrejseoplevelsen. Den gør det muligt at optimere erhvervsrejser som en del af den forretningsmæssige proces. Dette sker på et højt niveau gennem muligheden for at personalisere rejseoplevelsen.

Vores erhvervsrejseplatform kan nu tilpasse erhvervsrejser til mine præferencer. Ud fra min rejsehistorik, anmeldelser fra kollegaer, data om min virksomhed med mere kan platformen til administration af rejser hjælpe mig med at arbejde allerbedst på farten og samtidig overholde virksomhedens rejsepolitikker. Helt konkret så hjælper kunstig intelligens og beslægtede teknologier efter min mening med rejseplanlægning og -tilrettelæggelse ved at få de små, men vigtige detaljer til at fungere. På den måde bliver der taget hånd om min sikkerhed, så jeg ikke skal bekymre mig og kan slappe af efter arbejdstid. Jeg kan også rapportere forretningsresultaterne af min rejse mere effektivt.

Nemmere planlægning og tilrettelæggelse

Det kan være tidskrævende at planlægge og tilrettelægge en erhvervsrejse. Muligheden for personalisering via kunstig intelligens og maskinlæring gør planlægnings- og tilrettelæggelsesprocessen nemmere. For eksempel kender platformen mine præferencer fra min tidligere rejsehistorisk og de andre datastrømme, den har adgang til. Derfor kan platformen foreslå et hotel, jeg formentlig vil synes om, et biludlejningsfirma, som mine kollegaer angiver som pålideligt, og så videre. En rejseplatform, som anvender kunstig intelligens og maskinlæring, kan også hjælpe med de tilsyneladende små ting, som faktisk kan føre til udmattelse og stress på turen – såsom lufthavnstransport og hvor du kan få noget at spise.

Når du er fremme

Der er få ting, der er mere anstrengende end at ankomme til et fremmed land og så øjeblikkeligt havne i en trafikprop. Rejseværktøjer baseret på kunstig intelligens mindsker besværet ved at hjælpe dig med at komme rundt på destinationen. Dette er dog stadig lidt mere ude i fremtiden end for nuværende, men med for eksempel GPS til GPS-kommunikation og analyse af trafikken i realtid kan du blive dirigeret uden om trafikken, selvom du ingen idé har om, hvor du er. Kunstig intelligens i rejseapps kan også hjælpe dig med at bruge offentlig transport. I nogle lande kan det klart være at foretrække, frem for at køre rundt i bil.

Sikkerhed på farten

Som kvinde, der ofte rejser alene, prioriterer jeg sikkerhed højt. Det kan dog være en udfordring at være og føle sig sikker i et fremmed land, hvor du ikke kender skrevne og uskrevne regler eller ved, hvem du kan stole på. I nogle lande er det for eksempel virkelig vigtigt at vide, hvilke køretjenester der er pålidelige. Kunstig intelligens hjælper med sikkerheden ved at indsamle data fra andre rejsende og en række andre kilder, så du får en hurtig og tydelig oversigt over de forskellige tjenester. Det er selvfølgelig muligt selv at undersøge forholdene manuelt, men hvem har tid til det? Med kunstig intelligens får du oplysningerne med det samme.

Fokus på dig

Når du rejser på din virksomheds regning, står du til rådighed for dit arbejde. Men vi ved allesammen godt, at du ikke kan arbejde særlig effektivt, hvis du er stresset. Det er min erfaring, at det er værd at sætte tid af til at gøre noget godt for dig selv, når arbejdsdagen er overstået, mens du er på farten. Her er kunstig intelligens og personalisering også med til at gøre oplevelsen bedre på det område. For eksempel kan jeg få forslag til aktiviteter og spisemuligheder baseret på mine personlige præferencer og lokaliteten. I nogle tilfælde kan et personaliseringsværktøj drevet af kunstig intelligens bruge din enheds Bluetooth til at finde frem til fornøjelige og afslappende aktiviteter i nærheden.

Sådan fastholder du et åbent kredsløb af rejsedata

Rapportering om resultaterne af din erhvervsrejse er et vigtigt led i at optimere den forretningsmæssige proces. Gode værktøjer til datarapportering, som er bygget ind i alle rejseplatforme i dag, er en del af dette. Udviklingen inden for datavidenskab tager rapporteringen skridtet videre og gør det nemmere for dig at vurdere, hvordan din rejse har hjulpet virksomheden. Med dine data kan du fortælle ledelsen: “Jeg har været i San Francisco. Turen har kostet 20.000 DKK, men til gengæld har vi tjent knap 7 mio. DKK, og rejsen kostede 5% mindre end den gennemsnitlige erhvervsrejse til San Francisco.”

Du kan også socialisere under dine erhvervsrejser ved at dele din oplevelse på Twitter eller andre sociale medier. Det er ikke bare for sjov. Dine opslag på sociale medier er også med til at bidrage med ustrukturerede data til den kunstige intelligens’ ligning for rejsen. Hvis du skriver “Jeg blev syg af at spise her ;( #sygpåerhvervsrejse” på Twitter, så vil det datapunkt bidrage til dine kollegaers erhvervsrejser som en del af den forretningsmæssige proces.

Datavidenskab, kunstig intelligens og maskinlæring er med til at påvirke erhvervsrejser, især gennem personalisering. Udviklingen af disse muligheder er stadig i de tidlige stadier, men resultaterne er allerede meget lovende. Få mere at vide om, hvordan Egencia anvender kunstig intelligens og maskinlæring til at personalisere erhvervsrejser.